Early, Iterative, Functional – how to develop the right medical device to actually help people


The world of healthcare is exploding. A swarm of buzzwords have emerged, healthcare, connected device, IoT, medical devices, smart-things. And while every company clambers to create the next smartest thing, the next wearable, the next clever watch that tells you the time, and does 15 other things, people continue in their daily struggles, with everything from the increasingly more common issue of obesity, to the more serious, diabetes, to the more debilitating, COPD, and other chronic diseases which render people unable to participate in the world around them; regardless of their age or social status, and also certainly worsening due to their age and social status.

Af Vanessa Carpenter

A thousand pilot projects, and uncountable smart devices (check out for a database of all the existing wearables) aim to help existing conditions or prevent new ones. I applaud each of them, whether the creators are trying to actually help people or just make a buck, it’s good work to help people. What I’m missing… is what works. And I haven’t found it. Yet.

Without launching into a long debate about all the available devices, I’ll focus on the process which I believe could assist these developers in their work of helping the target group with their products. It’s an open discussion, I invite debate, and I hope that this debate will result in better methodologies of design thinking, engineering, and development result.

The process

The process is relatively simple. It’s iteration, and it’s functionality. Here’s what it looks like:

Get an idea. No, not you. Your stakeholders. The patients, doctors, clinicians, nurses, engage them. This is the part commonly known as Participatory Design. Any one of you (you the inventor, you the patient, you the doctor, the nurse, etc) might have a great idea; but it’s the collaborative debate about this idea, about the situation, the problem domain, the actual what-do-we-do-every-day, and how do I design for that, that is interesting. So in this “Get an idea” phase, there’s a lot of things involved. I won’t explain them here, but I will give you a brief outline. Where I work, we call it Context Validation, it’s basically Design Thinking, but just in the first stages. It can involve:

  • Learning about your user group (Let’s say it’s COPD patients: In what stage? At home, in the hospital, at a community center, where are they? What do they do each day? What is their daily routine, down to the most silly detail, WHEN in their routine can you design for?)
  • Exploring the context (Okay, COPD patients, mid-range development of COPD—they can walk, but not far, and they’re doing okay, with the help of their spouse/caretaker). Go visit their homes, find out how they live, pay attention to the things they do to make their lives a bit easier (at one place I visited, a gentleman with COPD put a key on a long piece of string and then when people knocked on the door, he pushed the key out the window in his kitchen, so people could let themselves in, walk up the four stairs and come to visit him, so he wouldn’t have to navigate the stairs).
  • Exploring the problem, which you think you know, but you’ll soon find out that you don’t. Not really (Talk with the COPD patients, take a walk in their shoes, try to understand at what moments you could make their life a bit easier.)
  • Explore it with others (Talk to their caregiver, their doctor, their nurse, their family and friends, get different perspectives on the problem, on the person, on what other people think the problem might be).

Then we get to the fun part: build

In IdemoLab, we create functional, early prototypes. We specialise in electronics and energy harvesting and for us, building means making something that people can use, right away, in context. Sometimes we build a first model WITH our users. We sit down in a room with patients, nurses, and family and build together. An example of this was in building a pill dispenser for the home, we brought a bunch of stuff from the dollar store and let people talk, with their hands, by building their concepts. In the photos you can see the early mockup, and then one functional prototype later on, that we tested in people’s homes, and a ‘final prototype’ we brought to the same people’s homes to show them how we had addressed the issues they had pointed out.

Here we had 3 iterations, each building upon the last, each built and evaluated, with the people who will eventually use them, alongside nurses, and collaborators, such as the municipality who would sell the devices, the pharmacy that would give people their medication, and the private company whose name it would sell under.

So back to the process

First we explore, we do Context Validation.

Then we build, we build our ideas alongside all the stakeholders who will be involved in the end product. We then take these mockups into our own hands and build functional prototypes. They’re not pretty, and that’s the point. People should be able to critique them. To pick them up without fear of mishandling them. To be honest in their criticism. They don’t do that if something’s shiny.

Once we have built something, we take it into context, and test it out. We get people to try it, to role play, in context, and show us how they might use it, and we observe, and listen and gain insights. Our insights do not depend on what they SAY, but rather what they DO. Old news to many of you, but a good reminder nonetheless. People tell you what they think you want to hear, it’s what they do that’s really interesting.

And that brings us full circle. I could go on for another 12 pages. You could also just read this amazing guide from Ideo, a free resource on Design Thinking that I highly recommend:

What’s most important is to try it out, find out what works, and what doesn’t. Your great idea might not be the best solution. Surely in this list of wearables by Vandrico, there’s more than a few that are, in the least, questionable if not downright unusable and silly. (On that note, do use Vandrico to go and click on some of the wearables in their database, they do a great job of breaking down all the important things, like compatibility, features, price, etc. What they don’t mention is how well it actually works).

Working in IdemoLab, DELTA where we do everything from the initial concept development to developing the technology and testing it in context, with users, to utilising the rest of DELTA (see to do things like EMC tests and CE marking. I have seen a lot of products fail, 80% of all products launched don’t make it to market, and of the 20% that do, very few are actually adopted after purchase as a regular use item. (How many of you have bought a gadget, used it twice and it’s now hiding in that junk drawer in the kitchen that you and your spouse swear you’ll clean out one day?). The point is to make things that people need. Things that people value. Things that actually make living with a chronic disease less difficult, less painful, and just plain easier.

The world doesn’t need more gadgets, it needs better ways of thinking, of Design Thinking. Of working with the people it affects, and helping them to get what they can actually use, especially when it comes to healthcare and medical devices.



Tidlig, iterativ, funktionel – hvordan man kan udvikle medicinsk udstyr der rent faktisk hjælper folk

Udbuddet af sundhedsydelser eksploderer. En sværm af modeord er dukket op – sundhedspleje, tilsluttet enhed, IoT, medicinsk udstyr, smart-things. Og mens alle virksomheder løber rundt for at skabe den næste smarte ting, den næste wearable, det næste intelligente ur, der kan fortælle dig hvad klokken er og samtidig gøre 15 andre ting, så fortsætter folk deres daglige kamp med alt fra den stadigt mere udbredte fedme, til mere alvorlige ting som diabetes og invaliderende problemer som KOL og andre kroniske sygdomme, som gør folk ude af stand til at være en del af verden omkring dem; uanset deres alder eller sociale status, og som helt sikkert også forværres på grund af deres alder og sociale status.

By Vanessa Carpenter

Tusind pilotprojekter og utallige smarte produkter (se, som indeholder en database over alle eksisterende wearables) har til formål at hjælpe med eksisterende sundhedsproblemer eller forhindre nye. Jeg bifalder hver af dem, hvad enten produktudviklerne rent faktisk forsøger at hjælpe folk eller bare vil tjene en skilling – det er godt at hjælpe folk. Hvad jeg mangler er…. noget, der virker. Og jeg har ikke fundet det. Endnu.

Uden at starte en lang debat om alt det tilgængelige udstyr, vil jeg fokusere på den proces, som jeg tror kan understøtte disse udviklere i deres arbejde med at hjælpe målgruppen med nye produkter. Det er en åben diskussion – jeg inviterer til debat, og jeg håber, at denne debat vil resultere i bedre metoder til designtænkning, ingeniørløsninger og produktudvikling.


Processen er relativ enkel. Det er iteration, og det er funktionalitet. Den ser sådan her ud:

Få en idé. Nej, ikke dig. Dine interessenter. Patienterne, lægerne, klinikerne, sygeplejerskerne, engagér dem. Det er den del, der almindeligvis er kendt som Participatory Design. Enhver af jer (hvad enten du er opfinder, patient, læge, sygeplejerske, el. lign.) kan få en rigtig god idé; men det er den fælles debat om denne idé, om situationen, om problemet, om den måde vi udfører dagligdagsting på, og hvordan vi kan designe der ud fra, der er interessant. Så denne ’få-en-idé’-fase, omfatter en masse ting. Jeg vil ikke forklare dem her, men jeg vil give dig en kort oversigt. Hos DELTA kalder vi det Context Validation, og det er dybest set designtænkning, men kun i de første faser. Det kan fx omfatte:

  • Viden om din brugergruppe (lad os sige det er KOL-patienter: i hvilken fase? Derhjemme, på hospitalet, i et medborgerhus, hvor er de? Hvad laver de hver dag? Hvad er deres daglige rutine helt ned til den mest fjollede detalje, hvornår i deres rutine kan du hjælpe med design?)
  • Udforsk sammenhængen (KOL-patienter, der er midt i sygdommens udvikling, de kan gå, men ikke langt, og de kan klare sig okay med hjælp fra deres ægtefælle/sundhedshjælper). Besøg deres hjem og find ud af, hvordan de lever. Vær opmærksom på de ting, de gør for at gøre deres liv lidt lettere (jeg besøgte engang en KOL-patient, som satte en nøgle på en lang snor, og når folk bankede på døren, skubbede han nøglen ud af køkkenvinduet, så folk selv kunne lukke sig ind, gå de fire etager op ad trappen for at besøge ham, så han ikke selv behøvede at forcere trappen).
  • Udforsk det problem, som du tror, du kender, men du vil snart finde ud af, at det gør du ikke. Ikke rigtigt (tal med KOL-patienter, prøv at gå i deres sko, prøv at forstå på hvilke punkter, du kunne gøre deres liv lidt lettere.)
  • Udforsk det med andre (tal med deres hjælper, deres læge, deres sygeplejerske, deres familie og venner. Få forskellige perspektiver på problemet, på personen, på hvad andre mennesker tror, at problemet kunne være).

Så vi kommer til den sjove del: at bygge

I IdemoLab skaber vi funktionelle, tidlige prototyper. Vi specialiserer i elektronik og energy harvesting, og for os betyder ’bygge’ at lave noget, som folk kan bruge, med det samme og i sammenhæng. Nogle gange bygger vi den første modelversion MED vores brugere. Vi sætter os i et rum med patienter, sygeplejersker og familie og bygger modellen sammen. Det gjorde vi for eksempel da vi skulle bygge en pille-dispenser til hjemmet. Vi købte en masse ting i en Tiger-butik og lod folk tale med deres hænder og bygge deres koncepter. På billederne kan du se den tidlige mockup, og derefter en funktionel prototype, som vi testede i folks hjem, og den ’endelige prototype’ som vi tog med hjem til de samme folk for at vise dem, hvordan vi havde adresseret de problemer, de havde peget ud.
Her havde vi 3 iterationer, som hver især byggede på den forrige version. Hver af dem blev bygget og evalueret af de mennesker, der i sidste ende skal bruge dem sammen med sygeplejersker og samarbejdspartnere, såsom kommunen, der skal sælge pilleæskerne, det apotek, der udleverer medicinen til folk, og den private virksomhed, hvis navn produktet skal sælge under.

Så tilbage til processen

Først udforsker vi, vi laver Context Validation.

Så bygger vi. Vi bygger vores ideer sammen med alle de interessenter, der vil blive involveret i slutproduktet. Derefter tager vi disse mockups i vores egne hænder og bygger funktionelle prototyper. De er ikke kønne, og det er pointen. Folk skal kunne kritisere dem – skal kunne tage dem op uden at være nervøse for at fejlhåndtere dem – skal være ærlige i deres kritik. Det gør de ikke, hvis det ser finpoleret ud.

Når vi har bygget noget, bringer vi det ind i en sammenhæng og prøver det af. Vi får folk til at prøve det – i rollespil og i sammenhæng – samt vise os, hvordan de kan bruge det. Og vi observerer og lytter og får nye indsigter. Vores forståelse er ikke afhængig af, hvad folk siger, men snarere hvad de gør. Sikkert gamle nyheder for mange af jer, men en god påmindelse alligevel. Folk fortæller dig, hvad de tror, du ønsker at høre, men det er, hvad de gør, der rent faktisk er interessant.

Og dermed er ringen sluttet. Jeg kunne fortsætte på yderligere 12 sider. Du kunne også bare læse denne fantastiske guide fra Ideo, et gratis tip om Design Thinking, som jeg stærkt kan anbefale:

Det vigtigst er at prøve det, finde ud af, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Din gode idé er måske ikke den bedste løsning. På denne liste af Vandrico over wearables er der sikkert mere end et par, der i det mindste er tvivlsomme hvis ikke ligefrem ubrugelige og fjollede. (tjek engang Vandrico-sitet og klik på nogle af de wearables, der er i deres database. De gør et stort stykke arbejde for at nedbryde alle de vigtige ting, som kompatibilitet, funktioner, pris osv. Hvad de ikke nævner er, hvor godt det rent faktisk virker).

I IdemoLab hos DELTA laver vi alt fra den indledende konceptudvikling, udvikling af teknologien og test af den sammen med brugere, til at udnytte resten af DELTA (se til at lave ting som EMC-test og CE-mærkning. Jeg har set en masse produkter mislykkes, 80 % af alle produkter der lanceres når ikke frem på markedet, og af de 20%, der gør, bliver meget få faktisk anvendt efter købet som et dagligt brugsprodukt. (Hvor mange af jer har prøvet at købe en gadget, brugt den to gange og gemmer den nu i køkkenet i alt-muligt-skuffen, som du og din ægtefælle sværger på, I en dag vil rydde op i?). Pointen er at lave ting, som folk har brug for. Ting, som folk værdsætter. Ting, der rent faktisk gør det at leve med en kronisk sygdom mindre vanskeligt, mindre smertefuldt og blot så meget nemmere.

Verden har ikke brug for flere gadgets, den har brug for bedre måder at tænke på – at designtænke. At arbejde med de mennesker, den påvirker, og hjælpe dem til at få, hvad de rent faktisk kan bruge, især når det kommer til sundhedspleje og medicinsk udstyr.


This is a unique website which will require a more modern browser to work! Please upgrade today!